Hyp hyp hurra for tour de force!

il_fullxfull.1537290263_7mem.jpg

Jeg sad forleden i Teater Bremen og skraldgrinede i 1 time og 40 minutter. Jeg steg op på Kulturhesten lidt i god tid, så jeg var på Teater Bremen allerede 40 minutter før tæppet gik op. Det holder jeg meget af, særligt når det er netop i den gamle pornobiograf i Nyropsgade slaget skal stå; de har nemlig en hyggelig foyer hvor bartenderne disker op med lidt af hvert. Jeg fik en Moscow Mule eller to og begav mig lettere beruset – ikke af alkoholen, men af forventninger – ind i mørket. Jeg kendte ikke Den Korte Radioavis og var derfor lidt bekymret for om det overhovedet gav mening for en uindviet som mig. Jeg har flere gange hørt at ophavsmændene var meget selvoptagede og selvrefererende, men de tanker skulle dog blive gjort til skamme. De første 10 minutter gik heller ikke godt. Ikke pga. af det der foregik på scenen, men af en eller anden grund havde de placeret suffløren midt på række fjorten og hun sad med manuskript og lommelygte under hele forestillingen. Jeg forsøgte at få hende til at være mere diskret, men det nægtede hun og sagde arrogant at hun var der i embedes medfør og at jeg bare kunne skride ad helvede til fordi hun havde over 500 ugentlige læsere på sin blog. Jeg tænkte at det ville være dræbende for komikken at jeg i mit perifære syn ikke kunne undgå at læse forud hos min sidemand, men den fantastiske levering fra scenen gjorde at selv om jeg kendte alle joksene og optrinnene 15 sekunder på forhånd var jeg særdeles godt underholdt hele vejen igennem. Stykket har en pause, der bare ligger på det perfekte dramaturgiske tidspunkt og der gik jeg ud og fik min 3. Moscow Mule. Ikke at jeg kunne nyde den, for jeg kunne simpelthen ikke vente med at vende tilbage til morskaben. Og jeg blev ikke skuffet, selvom jeg havde håbet på mere nøgenhed. Et festfyrværkeri af komik og drama der fik 1 time og 40 minutter til at føles som rask lille tur med kareten rundt i komikkens dyrehave. 

Kulturkusken giver 6 ud af 6 hestesko

P.S

Da jeg kom hjem gik jeg straks ind og købte billet til dagen efter belejligt og nemt på www.ciliusbruun.dk